Tak for en fantastisk sommerafslutning
Døren stod åben, og ind trådte en flok glade kvinder til årets sommerafslutning i Female Horsens.
Samtalerne kom hurtigt i gang, og der blev skålet for dejlig sommermad. Nogle kendte hinanden i forvejen, andre mødte hinanden for allerførste gang – men fælles for aftenen var nysgerrigheden på hinanden: Hvem er vi? Hvad vil vi? Hvordan kan vi bruge fællesskabet? Hvad tør vi? Hvad er vi gode til? Og hvad gør os egentlig glade?
Vi kom også omkring de mere sårbare spørgsmål – for hvornår tør vi egentlig vise os sårbare over for hinanden?
Aftenen fløj afsted, og inden vi vidste af det, lakkede den mod enden. Der blev sagt pænt farvel – nogle med et knus, andre med et kram (for hvor godt kender vi egentlig hinanden – er det okay med et kram?).
Tusind tak til alle jer, der deltog, delte ud, skålede og var med til at gøre aftenen så god.
Maria, Martina og Marie Sofie