Generalforsamling 2026

27. august 2026 21:42 , af Martina Neumann Gaarde

Tak for en aften fyldt med drømme og gode idéer

Mandag d. 24. august samlede vi kvinderne i Female Horsens til årets generalforsamling – og sikke en aften det blev!

Line stod i spidsen for afviklingen af den ordinære generalforsamling og styrede os sikkert igennem beretning, regnskab og valg til styregruppen.

Vi kiggede tilbage på et forrygende år, hvor 335 kvinder mødtes på kryds og tværs og netværkede til fredagsbarer, interesseevents, nytårskur og Kvindernes Kampdag.
Og vi kiggede fremad: Maria præsenterede vores visioner for fremtidens Female Horsens, hvor styregruppen fremover skal være mere rammesætter end arrangør – så endnu flere aktiviteter kan opstå og drives af jer, vores fantastiske medlemmer.

Aftenens højdepunkt var en stor fælles idé-session, hvor I i grupper drømte stort på vegne af foreningen. Der blev skrevet, tegnet og talt på livet løs på papirsdugene – og der kom så mange gode input. Alt fra flere fællesspisninger og gåture til oplæg om pink tax og kvindelige ledere.

Tusind tak til alle jer, der mødte op og bidrog.
Næste uge samles den nye styregruppe til sit første møde, hvor vi sætter struktur på alle jeres gode idéer – vi glæder os til at komme videre sammen med jer!

/Styregruppen